Pædagogik & Etik
Den pædagogiske støtte og vejledning skal give mening for beboeren og ydes derfor i et samarbejde, der optimerer beboerens mulighed for at være sig selv og føle ejerskab over eget liv. Dette styrker ansvarsfølelsen, skaber selvtillid og selvværd samt giver beboeren mulighed for at være aktivt deltagende.
Vejledningen tager udgangspunkt i den enkeltes funktionsniveau, behov og ønsker med henblik på selvstændiggørelse og udvikling.
Den pædagogiske støtte ydes bredt i alle livets aspekter og indeholder samtaler, rådgivning, vejledning, botræning, nærvær og omsorg.
De overordnede mål er således, at yde en pædagogisk indsats i personlige og praktiske forhold med udgangspunkt i hjælp til selvhjælp samt at medvirke til at beboeren får tilegnet sig rutiner og kvalifikationer, der vil kunne udvikle beboeren mod målet at kunne flytte i egen bolig eller bofællesskab med minimal pædagogisk støtte.
Vi forsøger at være transparente og tydelige med det vi gør, tænker og mener, så intet er hemmeligt eller utilgængeligt for beboeren, således at vedkommende føler sig respekteret samt hovedaktør i eget liv. Vi tror på, at det kan skabe større ansvarsfølelse og ansvarstagen.
Vi er optaget af en narrativ tilgang. Med det mener vi, at vi forsøger at være nysgerrige og stille spørgsmål, som udfolder de historier beboeren fortæller om sig selv, os og andre.