top of page

Axeltorv – fra §85 til §107

Kollegiet Axeltorv er indrettet med fokus på fællesskab og hverdagsliv som en del af den pædagogiske indsats.

Signe Malchau

30. apr. 2026

Vi har omdannet Kollegiet Axeltorv til et §107 tilbud for at skabe bedre sammenhæng mellem målgruppe, indsats og rammer - så vi kan blive ved med at være et relevant tilbud.

Hvorfor har vi ændret vores tilbud?

Hos Chaplin arbejder vi løbende med at sikre, at vores tilbud matcher både målgruppe, behov og den lovgivningsmæssige ramme. Derfor har vi valgt at omdanne Kollegiet Axeltorv fra et §85 tilbud til et §107 tilbud.


Men hvad ligger der bag den beslutning?


En ramme for udvikling mod større grad af selvstændighed

Da Kollegiet Axeltorv blev etableret, var intentionen at skabe et tilbud, hvor unge voksne kunne arbejde videre mod en mere selvstændig tilværelse – efter et ophold i vores §107 tilbud på Vinkelvej.

Tanken var – og er fortsat – at Axeltorv skal være et skridt på vejen mod egen bolig. Et sted hvor man kan træne hverdagsfærdigheder, indgå i fællesskaber og få støtte i en mere selvstændig ramme.


Når praksis udvikler sig

Siden Kollegiet Axeltorv åbnede som et §85 opgangsfællesskab, er forståelsen af §85-indsatser i stigende grad blevet knyttet til støtte i egen bolig eller som mere permanent tilbud i kombination med §105-lejekontrakter.

Den udvikling stemmer ikke overens med Axeltorvs formål og rammer, som er målrettet midlertidige ophold med fokus på at kunne leve en så selvstændigt og meningsfuldt liv i egen bolig.


En mere retvisende ramme

På den baggrund – og i dialog med Socialtilsynet – har vi valgt at omdanne Kollegiet Axeltorv til et §107 tilbud.

Det giver en tydeligere sammenhæng mellem rammerne og det, vi gør i hverdagen: vi arbejder med midlertidige ophold, hvor den enkelte støttes i at finde fodfæste, udvikle sig og tage skridt mod egen bolig.


Justeringer i de fysiske rammer

I forbindelse med omdannelsen har vi foretaget enkelte ændringer i de fysiske rammer. Blandt andet har vi nedlagt et værelse for at skabe større fællesarealer i tilknytning til køkken og opholdsrum.

Formålet er at styrke:

  • fællesskaber

  • fælles måltider

  • hverdagsliv som en del af den pædagogiske indsats


Hvem er tilbuddet relevant for?

Kollegiet Axeltorv er særligt velegnet til unge voksne med psykiske funktionsnedsættelser, der står over for at flytte hjemmefra, og som har behov for støtte til at udvikle kompetencer til at mestre en selvstændig tilværelse.

Her arbejder vi med botræning i praksis – med blik for både det individuelle og det fælles.


En bedre sammenhæng

Med omdannelsen til §107 sikrer vi en bedre sammenhæng mellem:

  • målgruppe

  • pædagogisk indsats

  • fysiske rammer

  • lovgivningsmæssigt grundlag


Det skaber tydelighed – både for de mennesker, der bor hos os, og for samarbejdspartnere omkring dem.


Har du en ung, hvor Axeltorv kunne være et relevant næste skridt – eller ønsker du sparring på en konkret situation, er du meget velkommen til at kontakte os.


bottom of page