
Signe Malchau
3. jun. 2026
Hvad betyder det egentlig at være en del af et arbejdsfællesskab? Et af dem, hvor man har en vigtig funktion, hvor nogen regner med en, og hvor man har kollegaer, man glæder sig til at se, når man står ud af sengen om morgenen?
De her skønne mennesker er en del af et helt særligt hold – Chaplins beskyttede beskæftigelse – §103. ❤
Måske har du fået serveret en kaffe latte af en af vores søde tjenere i Café Chaplin, købt en fin hjemmestrikket trøje i Butik Chaplin eller mødt vores mediefolk i Helsingørs gader eller på Instagram.
Men hvad betyder det egentlig at være en del af et arbejdsfællesskab? Et af dem, hvor man har en vigtig funktion, hvor nogen regner med en, og hvor man har kollegaer, man glæder sig til at se, når man står ud af sengen om morgenen?
Jeg tænker, at de fleste vil sige, at det er ret afgørende. Vi har brug for at høre til. Vi har brug for at mærke, at det vi gør, betyder noget. At nogen regner med os. At vores opgaver ikke bare er noget at få tiden til at gå med, men noget, der faktisk har betydning for andre.
Det var også en vigtig del af tanken, da Chaplin i sin tid startede beskyttet beskæftigelse efter §103.
Dengang havde Chaplin udelukkende botilbud, men der manglede beskæftigelsestilbud, hvor mennesker ikke bare blev aktiveret, men fik mulighed for at indgå i reelle arbejdsfællesskaber med betydningsfulde opgaver.
Opgaver, hvor man kan mærke, at ens indsats gør en forskel.
At caféen skal åbne – og at nogen er afhængige af, at du møder ind.
At kunder bliver glade for noget, du har lavet.
At det, du producerer, bliver brugt.
At nogen responderer på den podcast, reel eller det indhold, du har været med til at skabe.
At du er en del af noget, der ikke fungerer helt på samme måde, hvis du ikke er der.
Men arbejdet handler om meget mere end opgaver.
Det handler om identitet. Om kendte rutiner, ansvar, relationer. Om at have noget at stå op til, der giver mening. Og måske vigtigst af alt – om oplevelsen af at have en plads, hvor man betyder noget.
Når arbejdet bliver en del af én
Noget, der virkelig siger noget om, hvor betydningsfuldt arbejdet er for mange af vores medarbejdere, viser sig på de aftener, hvor de slet ikke er på arbejde.
Indimellem inviterer vi til fredagscafé – en hyggelig aften med god mad, musik og samvær, hvor medarbejderne er gæster, og hvor det typisk er to pædagoger, der sammen med LEV står for aftenen.
Her sker der ofte det, at de medarbejdere, der til daglig arbejder i caféen, finder så stor glæde i deres vante arbejdsopgaver, at de næsten ikke kan lade være med lige at hjælpe lidt til – selv om det på ingen måde er forventet.
Frederik og Kristian, som til daglig er i køkkenet, kommer ofte inden og spørger, om de skal hjælpe med at varme maden. En god hjælp for os, der ikke har vores hverdag i køkkenet. Petro, der er tjener, snupper lige et par tallerkener med, og Simon tager lidt af opvasken – som et lille break fra hyggen. Og når vi siger til dem, at de jo bare er gæster i dag og de bare skal nyde aftenen, får vi ofte det samme svar:
“Det er bare rart lige at gøre lidt af det, man plejer og det man kender.”
Det er måske en lille situation, men vi synes den siger noget ret essentielt. At de tager ejerskab af opgaverne også på de dage det slet ikke er forventet, synes vi vidner om, at der er en stor grad af arbejdsidentitet. De føler sig hjemme og trygge i opgaverne og betragter Café Chaplin som deres sted. Et sted, hvor de kan bidrage med noget af det, de er gode til.
Og måske er det netop det, der er så vigtigt ved betydningsfulde arbejdsfællesskaber:
At arbejdet ikke bare bliver noget, man møder ind til. Men noget, der bliver en del af den måde, man oplever sig selv på.
Mange af vores medarbejdere har været en del af Chaplins beskæftigelse i mange år, og det er vi både stolte af og glade for.
For nylig fejrede beskæftigelsen fælles fødselsdag ved at tage ud og spise sammen – og man kan næsten fornemme på billedet, at det var ret hyggeligt. 😍👨👨👧👧
