
Signe Malchau
30. jun. 2026
Et indblik i, hvorfor fællesskaber og relationer er en vigtig del af vores pædagogiske arbejde – både i vores botilbud og i vores beskæftigelse.
Tirsdag d. 23. juni var der bål i haven på Vinkelvej. Vores to §107-tilbud, Kollegiet Vinkelvej og Kollegiet Axeltorv, var samlet for at holde Skt. Hans. Der blev spist mad sammen, spillet havespil, hoppet på trampolinen og ristet skumfiduser over bålet.
Det er vigtigt for os at tilbyde hverdagsstunder, planlagte aktiviteter og traditioner, hvor rammen er tryg. Det skal være muligt at mødes om noget hyggeligt – noget hvor man kan deltage på de vilkår, man kan overskue og trives med. For os handler fællesskaber ikke kun om hygge – selvom det er vigtigt. De er en del af den pædagogiske indsats.
Fællesskaber er en del af den pædagogiske indsats
For mange af dem, der bor i vores tilbud, er det sociale ikke altid nemt. Det med selvstændigt at opsøge sociale arrangementer, skabe og vedligeholde venskaber, kan være en stor udfordring.
Vi ser ofte, at det kræver meget energi at være sammen med andre, fordi der er mange sociale spilleregler, og det kan være svært at aflæse andre mennesker. Samtidig oplever vi, at flere af dem, der flytter i egen bolig, føler sig ensomme. Netop fordi det kan være svært at fastholde de relationer, man har opbygget.
Det svære er ikke altid det praktiske
Vi oplever, at mange af de unge voksne, der bor hos os, udvikler gode færdigheder i forhold til at vaske tøj, holde deres værelse eller lejlighed, købe ind og lave simple retter. Men det sociale kan fortsat være en udfordring – også selvom det er et stort fokus i det pædagogiske arbejde.
Måske fordi relationer er komplekse. Der findes ikke én rigtig måde at være sammen med andre på. Mennesker er forskellige, relationer er forskellige, og det kræver noget forskelligt af os alle i forskellige situationer.
Derfor prioriterer vi at skabe hyggelige og trygge fællesskaber, hvor det er muligt at få støtte til at være en del af fællesskabet og til at afkode de sociale situationer – både i vores botilbud og i vores beskæftigelsestilbud.
I beskæftigelsen har vi blandt andet drikkepengetur, fælles fødselsdage, julefrokost med banko og juleafslutning med kirketur. Arbejdsdagene starter med fælles morgenmad, hvor man lige får en kop kaffe og et stykke brød sammen med sine kollegaer, inden arbejdsdagen går i gang.
I vores botilbud er der traditioner omkring højtider, sommerferier i Danmark eller udlandet, weekendture til stranden eller ud at lave bål – og de små hverdagsstunder omkring aftensmaden eller en tur gennem Helsingørs hyggelige gader og ned til vandet og meget andet.
Fællesskaber rækker også ud over botilbuddene og beskæftigelsen
I samarbejde med LEV Helsingør arrangerer vi fredagscaféer fire gange om året, hvor man kan komme og spise, hygge, spille banko og høre musik sammen med andre.
Tanken med caféaftenerne er at skabe lidt fredagsstemning. Et sted, hvor man kan mødes med andre end dem, man bor sammen med, og hvor mennesker, der er flyttet i egen bolig, fortsat har mulighed for at mødes, spise og være en del af et fællesskab.
Caféaftenerne er blevet en stor succes. Man skal ikke være visiteret til dem. Man skal blot tilmelde sig og betale de 100 kr., som dækker aftensmad, dessert og en øl eller sodavand. LEV Helsingør giver et tilskud på 50 kr pr. person, og frivillige fra LEV sammen med personale fra Chaplin er med til at skabe en god aften.
Vi har en fornemmelse af, at vi rammer noget ret essentielt med de aftener: livskvalitet og fællesskab.
Et godt voksenliv handler også om at høre til
For mange af dem, der bor i et §107-tilbud, er målet på sigt at flytte i egen bolig og leve et så selvstændigt liv som muligt. Det er også de flestes eget ønske, for at leve et liv som deres søskende gør, og det støtter vi dem i.
Men for os handler et godt voksenliv ikke kun om at kunne klare sig selv. Det handler også om at have mennesker at dele hverdagen med og opleve, at man hører til. Så det er et stort fokus for os at blive ved med at tilbyde trygge og hyggelige fællesskaber.
